Er du klar til endnu en stor stigning på fødevarepriserne?
Af Peter Lindholt, Danmarksdemokraterne
I en TV duel mellem statsministerkandidaterne afviste Mette Frederiksen, at en CO2-afgift ville komme på tale under socialdemokratisk ledelse. Desværre kan vi konstatere, at Mette Frederiksen nu igen bryder et løfte til vælgerne og pludselig går ind for netop en klimaafgift til dansk landbrug på oksekød og fødevarer generelt!
Nu sidder mange sikkert og tænker; hvad betyder det så for mig? Svaret hertil er simpelt. Beregninger fra Det Økonomiske Råd viser, at vores mad bliver markant dyrere, og dette er vel at mærke i en tid, hvor vi i forvejen oplever voldsomt stigende priser på vores fødevarer. Som eksempel vil dansk oksekød stige med min. 14% oven i den nuværende stigning.
Ydermere fremgår det, at det kommer til at betyde, at mange arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien vil forsvinde, fordi mange forbrugere vil købe billigere udenlandske fødevarer fremfor danske. Vi oplever alle en presset privatøkonomi pga. stigende energipriser og i forvejen stigende fødevarepriser, og det er ikke fornuftigt, at Mette Frederiksen og socialdemokraterne ikke tager dette med i betragtning i kampen om klimamålet med en 70% reduktion. Dette klimamål støtter Danmarksdemokraterne også, men det skal ikke koste danske arbejdspladser.
Hvordan Mette Frederiksen vil forklare os som forbrugere, hvordan én ko mindre i Danmark, som bliver til én ko mere i Polen, vil gavne CO2 regnskabet på verdensplan, eller hvordan det vil sikre danskernes fødevaresikkerhed – ja, det vil jeg lade hende om at forklare.
For mig og for Danmarksdemokraterne er dette intet mindre end en katastrofe for dansk erhverv, danske arbejdspladser og ikke mindst danskernes økonomi og sundhed. Dansk landbrug arbejder selv benhårdt på at forbedre deres CO2 udledning, og de har ikke brug for også at få forringet deres konkurrenceevne.
Kommentarer