Af Susanne Flydtkjær, Enhedslisten

Aalborg Portland er historien om, hvordan hånden holdes under under klimaskadelig produktion

Aalborg Portlands historie er fortællingen om, hvordan politikere og administration fjerner enhver forhindring for vækst. Når det kommer til CO2-reduktion lover virksomheden en masse fugle på taget, mens udledningen bare stiger.

“Som aalborgenser, jeg kommer til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det”, udtalte Mette Frederiksen i 2018 på Dansk Industris årsmøde. Men statsministeren behøver ikke gøre noget så drastisk: Virksomheden får nemlig masser af støtte fra såvel folketings- som lokalpolitikere og den offentlige administration

Aalborg Portlands rabat på CO2-afgifter er kun seneste skud på stammen for en virksomhed, hvor klynkeri over regler og afgifter samt beskyttelse fra politikere – og ikke mindst statsadministrationen – har sikret virksomheden maksimal profit.

Nogle af højdepunkterne står stadig klart i hukommelsen. I 1994 blev Portland sammen med en række andre cementproducenter pålagt bøder på 250 mio. € på grund af karteldannelse. De blev dog nedsat i 2004 til knap halvdelen efter at have været for EF-domstolen.

Ved årsskiftet 2005/2006 opstod et dioxinudslip efter en brand på fabrikken. Dengang vurderede amtet, at der ikke var sket særlig spredning, og at der derfor ikke var grundlag for at stille krav til oprydning udenfor brandstedet.

“Aalborg Portland har som ingen anden virksomhed kunnet få sine interesser varetaget, når det handlede om at bibeholde en ekstrem klimaskadelig produktion – for andre folks penge.”

Også ved indførslen af en kvælstof-afgift i 2011 viste Aalborg Portland sin særstatus. Dengang fik virksomheden et stort bundfradrag, hvilket daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) forklarede med, at det var væsentligt for ikke at pålægge virksomheden “for store belastninger”, og dermed svække Aalborg Portland konkurrencemæssigt.

Siden årtusindskiftet har cementfabrikken klynket over CO2-kvoter. Portland har dog fået så mange gratis kvoter, at de ifølge Portland selv kunne spares op i en Carbon Fund, og gemmes til år, hvor produktionen var højere. Der har med andre ord været fuld frihed til ikke at foretage ændringer i produktionen, når det gjaldt om at mindske CO2-udledningen.

Aalborg Portland er en stor virksomhed. Dog ikke beskæftigelsesmæssigt, hvor antallet af ansatte gennem de seneste årtier har ligget stabilt på 350-370 medarbejdere. Men dens interesser varetages direkte af statsadministrationen, og den CO2-afgiftsrabat, der er blevet diskuteret denne forsommer, er kun seneste skud på stammen.

‘Grøn CO2-udledning’

Aalborg Portland har som ingen anden virksomhed kunnet få sine interesser varetaget, når det handlede om at bibeholde en ekstrem klimaskadelig produktion – for andre folks penge. Som partner i konsortier og samarbejder i forhold til en række ansøgninger af støttemidler fra EU og Danmark, sikres interessevaretagelsen. Ingen af disse projekter handler dog om at mindske CO2-udledningen, men derimod om at indfange den, lagre den – og om muligt bruge den nyttigt.

I Nordjylland bliver der ikke lagt skjul på, at Portlands CO2-udledning er den største udfordring. Virksomhedens og mange politikeres svar er at løse det gennem fangst og lagring. I sommeren 2020 modtog pilotprojektet GreenCem 7 millioner kr. fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Formålet var at “undersøge mulighederne for CO2-fangst”. Portlands direktør, Michael Lundgaard Thomsen udtalte i den forbindelse begejstret: ”Med GreenCem-projektet tager vi hos Aalborg Portland en aktiv rolle for at klarlægge de nødvendige tekniske løsninger og økonomiske forudsætninger til at kunne fange CO2 og gøre cementproduktion CO2-neutralt”.

“I Nordjylland bliver der ikke lagt skjul på, at Portlands CO2-udledning er den største udfordring.”

I 2021 lancerede man så en CO2vision for lagring i Nordjylland: CCUS Fyrtårn Nordjylland. Ifølge den plan skulle CO2 ikke længere betragtes som et klimabelastende affaldsprodukt, men et råstof, der kunne producere fremtidens grønne brændstoffer. Ambitionen er at skabe et helt nyt erhvervsområde, hvor Nordjylland bliver en international foregangsregion for fremtidens grønne erhverv.

Vækst og arbejdspladser uden at belaste klimaet lyder næsten for godt til at være sandt, men Lundgaard Thomsen var som formand for det regionale vækstteam ikke i tvivl: “Vi har alle forudsætningerne for grøn omstilling i Nordjylland via CO2-fangst og -lagring.” CCUS Fyrtårn Nordjylland støttes af ‘Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse’ med 92,4 mio. kr. fra de særlige REACT-EU-midler, der blandt andet kan anvendes til grøn omstilling.

Grønne floskler dækker over stigende udledning

I 2021 blev der givet yderligere 197 millioner fra Energistyrelsen til den britiske kemivirksomhed INEOS’ konsortium, der stod bag projektet Greensand. Også her var Aalborg Portland én af virksomhederne bag. Greensand er tiltænkt at indfange CO2, og lagre det i Nordsøens undergrund.

Aalborg Portlands direktør, Michael Lundgaard Thomsen, så også her et stort potentiale: ”CO2-fangst og -lagring er en uomgængelig teknologi, hvis vi skal opnå CO2-neutralitet. Vi har afdækket mulighederne for CO2-fangst over de sidste par år, og nu håber vi, at vi kan komme et stort skridt videre allerede fra næste år ved at teste CO2-fangst og -lagring i praksis.”

Sideløbende med fangst og lagring, arbejdes der også målrettet på at reducere de løbende udledninger, forklarede direktøren her. Men dette sideløbende arbejde går det så ikke så godt med. DR dokumenterede i 2019, at Aalborg Portlands CO2-udledning var steget med 30% de foregående 5 år. Imens er der stadig lange udsigter til, at man kan fange eller lagre CO2 i stor skala.

I projektet Greensand bruger man mineralet olivin til at optage CO2. Der postes millioner i den type forsøg på at lagre og indfange udledningen, men foreløbigt har det lange udsigter at gøre den slags på en skala, der kan rykke ved klimabelastningen.

Klimasvinsk gravning i Nordjylland

I Nordjylland graves der flittigt efter kridt under grundvandet 24 timer i døgnet. Portland har valgt at brænde den våde kridt til blandt andet hvid cement direkte. Det øger CO2-udledningen til næsten det dobbelte i forhold til cementfabrikker i udlandet. At der bruges petrokoks og kul øger kun problemet. Men selv om det fra et klimasyn er rystende, kan det næppe overraske politikerne. Problematikken er grundigt belyst af spørgsmål stillet af folketingsmedlemmer til ministre.

Selve indvindingen sker med en gravetilladelse fra 2013, der blev givet af Aalborg Kommune. Tilladelsen løber i 40 år frem til 2052. Som det også dengang fremgik af loven om råstoffer, kan tilladelse til indvinding normalt kun gives for 10 år ad gangen. I særlige tilfælde kan en tilladelse gives for en længere periode, dog altid med en revurdering af tilladelsen efter 10 år. Den revurdering fandt Aalborg Kommune dog ikke anledning til at tage med i tilladelsen, der derfor løber i 40 år på samme vilkår.

Portland vil grave videre i 70 år

Da Råstofplanen 2020 skulle udarbejdes, var det voldsomt vigtigt for Portland at få udlagt endnu større områder i Rørdal, Aalborg øst. I den politiske behandling i klima- og  miljøudvalget i Region Nordjylland blev det udlagt som en virksomhed, der med rettidig omhu ønskede at fremtidssikre sin drift, så der ville kunne indvindes kridt i op til 70 år. At udlægningen af området også ville forhindre Aalborg Havn i at udvide blev set som underordnet.

“De næste 6-8 år vil Portland grave sig endnu tættere ind på Øster Uttrup, hvor endnu flere borgere vil blive generet af støv. Som et plaster på såret, kan beboerne hente gratis vaskepoletter til deres biler i Portlands reception.”

Helt så galt gik det dog ikke. For i den efterfølgende politiske proces blev området mindsket, så Aalborg Kommune også ville kunne udvide havnen, og i første omgang blev området udlagt som ‘interesseområde’, hvilket dog også stopper alt anden planlægning af området.

Helt aktuelt graver Portland meget tæt på landsbyen Øster Uttrup. En række borgere har gennem årene klaget til Miljøstyrelsen over støvproblemerne. De vil dog ikke behandle ‘subjektive klager’. Støvmålingerne skal laves af Region Nordjylland, som også har modtaget klager, og som er myndighed på indvindingen. Men det var først da de lokale medier tog borgernes klager op, at politikerne i regionen blev opmærksom på problemet, og igangsatte støvmålinger. Her blev det slået helt klart fast, at borgerne i Øster Uttrup er generet af støv-

Alligevel er der fra administrationens side et ensidigt fokus på, hvorvidt støvgenerne er sundhedsskadelige. Det er de ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke lige nu, men man tilføjer, at der skal laves foranstaltninger fra Portlands side, som sikrer at de heller ikke bliver det. Det er dog lettere sagt end gjort, for de næste 6-8 år vil Portland ifølge planen grave sig endnu tættere ind på Øster Uttrup, hvor endnu flere borgere vil blive generet af støv. Som et plaster på såret, kan beboerne hente gratis vaskepoletter til deres biler i Portlands reception.

Drop Portlands fugle på taget

Aalborg Portlands historie er en lang fortælling om, hvordan politikere og administrationer på alle niveauer helt af sig selv støtter, beskytter og fjerner hver en sten på vejen med henblik på at opretholde en produktion, der er stærkt klimaskadelig.

I stedet for at undgå og mindske udeldningen af CO2, kanaliseres alle ressourcer i retning af at opretholde håbet om, at der kan blive opfindet og videreudviklet nogle teknologier, der kan opretholde den skadelige produktion.

At Enhedslisten i finanslovsaftaler har været med til at sikre, at langt den største del af klimamilliarderne ledes den forkerte vej, er slemt nok. Værre er det, at der ikke er milliarder til at sikre krav og støtte til renovering, bæredygtige byggematerialer, substitution til bæredygtige materialer, bæredygtigt produktion og forbrug. Kort sagt til at droppe fuglene på taget – og komme i gang med dét, vi ved virker.